Ny side | sculptor

dissemination text by Anne Kølbæk Iversen

Inkompatibilitetens horisont. Med den dårlige cyborg på rejse.

Biba Fibigers La Nana Nano_ en voyage,

C4 projects 11. Januar-9. Februar 2019.

The Sculptor
I had a moment of vertigo despite being in this enclosed space – I felt as if it were all a dream. As if we traveled inside the gullet of a beast. One that practiced mimicry using my own thoughts, projecting them back at me, as a form of camouflage.

Sometimes living, sometimes object, Like liquid crystal1

Vi befinder os i La Nana Nanos alkymistiske laboratorium. Her er to større skulpturelle stålkonstruktioner med arme og ben, hænder der ender i forgyldte cigaretter, ører eller hår som krølle- skyer i bukket stål og gridstrukturer på det, der kunne være maven. På gulvet i begge rum og på afsatsen ved indgangen står mindre skulpturer i keramik og skum; nogle undervejs til at antage form, nogle abstrakte: keramiske pølsefigurer og beholdere med skum, andre formede mere genkendeligt som bl.a. et par sko – er det rekvisitter til den rejse, der henvises til i titlen? La Nana Nano taler til os gennem sine fire stemmer eller karakterer, der er identificeret i udstillingsteksten: skulptøren, moderen, algoritmen og universet.

Replikkerne er parafraser og citater hentet fra bl.a. Clarice Lispector, Jeff VanderMeer, etymologi-opslag og kunstnerens erindring om et Yvonne Rainer interview. Stilen minder også i høj grad om Lispectors i bl.a. Agua Viva og A Breath of Life, hvor selve beskrivelsen af genstande og tilstande bliver til besværgelser, der kalder disse frem, identificerer dem og også den, der taler. “Hvis du gør eller siger det rigtige, vil en lykkelig fremtid åbenbare sig for dig.”2 Benjamin Moser skriver i sin introduktion til Lispectors liv og værk i anledning af udgivelsen af hendes samlede fortællinger på engelsk: “‘Be careful with Clarice,’ a friend told a reader decades ago, using the single name by which she is universally known. ‘It’s not literature. It’s witchcraft.’”3

I heksekunst som i andre magisk-spirituelle praksisser er det sagte ikke blot deskriptivt, men snarere performativt. Det performative skal her forstås i den sprogvidenskabelige forstand som en ytring eller sproghandling, der ved at blive sagt udfører den handling, verbet angiver4 – konventionelt knyttet til særlige verber og ytringer men også et træk, der potentielt gælder alle ytringer. Og endvidere “at ytringen er sin egen betydning frem for at referere til en betydning uden for sig selv.”5 Også La Nana Nanos replikker har karakter af noget magisk: det er gennem ordene, hun skaber om ikke sig selv, så i det mindste forståelsen af sig selv. Ifølge sprogfilosoffen J.L. Austin6 er validiteten af den performative ytring afhængigt af sin kontekst – fx at det er en ordineret præst der erklærer et par for rette ægtefolk og i eksemplet med det kristne ægteskab, at ingen af parterne allerede er gift, “and it is hardly a gift if I say ‘I give it you’ but never hand it over.”7

Selvom Austins forståelse af kontekst forklarer, hvordan meningsfuld kommunikation kan finde sted, virker det lige så vigtigt i denne sammenhæng at forstå kontekst i en mere overordnet og abstrakt forstand, som en metafysik eller en kosmologi, der placerer en given ytring og praksis inden for et bestemt system med dets indbyggede logik. Kontekst i denne bredere forstand skal forstås som det, der tildeler præsten autoritet og definerer et socialt rum med gaver, giftermål m.m. – og i tilfældet med kunstværket den sammenhæng, som værket udspringer af og fungerer indenfor: en verden, vi ikke kendte på forhånd. For at citere Lispector igen: “In painting as in music and literature (...) what is called abstract so often seems to me the figurative of a more delicate and difficult reality, less visible to the naked eye.”8 Med La Nana Nano præsenterer Biba Fibiger konteksten som et problem. Hvad er det for en verden, vi befinder os i, og hvilke love gælder her?

Becoming problem
I La Nana Nanos laboratorium finder en fortløbende skabelsesproces af såvel subjekt som kontekst sted. Denne proces kan forklares som simultane individuationsprocesser, becoming moder, becoming skulptør, becoming algoritme, becoming univers, becoming La Nana Nano. Individuation, dvs. at blive og fremstå som et individ, distinkt fra andre, forklares af den franske filosof Gilbert Simondon som en kontinuerlig, uafsluttet proces. Individuationen er altid partiel og relativ, manifesteret inden for et system, der indeholder latente potentialer, som ikke alle realiseres men efterlader en ‘præindividuel’ rest. Becoming i

denne definition korresponderer således med subjektets kapacitet til at falde ud af trit med sig selv (se déphaser par rapport à lui-même); med subjektets inkompatibilitet med sig selv.9 Inspireret af fysikken, og med dannelsen af krystallet som sit primære eksempel, forklares individet af Simondon som resolutionen af en spænding, der opstår i det præindividuelle miljø, og gennem individuationsprocessen organiseres således, at individet aktualiseres samtidig med et associeret miljø. Individualitet kan hermed forstås som det punkt, hvor forskelligrettede (disparate) kræfter bringes til at resonere, hvad end vi befinder os på krystallets niveau, den biologiske organismes, teknologiens eller det sociale – eller på tværs af dem. En af Simondons vigtigste pointer er, at der ikke eksisterer en på forhånd givet form, som determinerer og modellerer hver aktualisering, men at formen også skabes gennem individuationen. Det samme gælder koncepter, der ligeledes individueres for at tænkning og viden kan opstå.10

Det udspaltede subjekt La Nana Nano beder os forholde os til den radikale inkompatibilitet, (u)muligheden af at være på én gang moder, skulptør, univers og algoritme. Hvis vi skal følge Simondons idé om, at individuationen opstår som resolutionen på en spænding, eller et problem opstået i det forskelsløse præindividuelle miljø, kan man spørge, hvad La Nana Nanos inkarnationer kan ses som svaret på? I udstillingsteksten præsenteres figuren La Nana Nano som “en sjæl med fire øjne”, der “kigger indad og udad på én gang.” De fire stemmer kan således også betragtes som modaliteter, der alle er til stede i La Nana Nano som måder at betragte, beskrive og operere i verden på. Ligesom de er agenter for produktion: moderen som biologisk, hormonelt reguleret reproduktionsorganisme, skulptøren som den der skaber både former og materialer, universet der indeholder såvel dybe produktive som destruktive kræfter, algoritmen der skaber relationer og producerer begivenheder i den virtuelle, virkelige verden. Gennem replikkerne præsenteres vi for et subjekt, der forsøger at gribe sig selv forud for, hinsides eller sideløbende med determinerede og determinerende strukturer som tid, rum og sprog. Her bliver det performative relevant i en ny potens – som forestillingskraft og påkaldelse af nye verdener og ordener produceret gennem de fire karakterer og de mulighedsrum, der bliver skabt i takt med, at de ytrer sig. Heroverfor står skulpturerne som helt konkret-materielle bud på aktualiseringer af kroppe, rekvisitter, eksistenser, der bebor eller anvendes til at bevæge sig rundt i denne ukendte verden, i færd med at blive til og indtaget. Hvad der er individ og kontekst – figur og grund – lader sig dog ikke afgøre entydigt. La Nana Nanos inkarnationer tæller både de fire stemmer, hendes skulpturelle krop, proteserne i rummet – og en række fotografier, vist på Sydhavn Station d. 21. dec. 2018-10. januar 2019. Her står hun frem i

menneskelig figur med nogle af de keramiske proteser i hænderne, en hjelm på hovedet og med lukkede bemalede øjne. Hvad ser La Nana Nano, når hun kigger indad?
Hun er en cyborg, ikke blot i den minimale og helt konkrete definition som en kombination af maskine og organisme,11 men i Donna Haraways feministisk-politiske definition som en hybrid mellem flere registre – også umiddelbart inkompatible. Denne cyborg-politik, som Haraway præsenterer den, er en kamp for sprog og imod perfekt kommunikation, “against the one code that translates all meaning perfectly.”12 Hybriditeten er et vilkår, som tillader La Nana Nano en ambivalent eksistens og sår usikkerhed omkring, hvad der agerer reference eller målestok for hvad. Er moderen en funktion af universet? Eller snarere algoritmiseret? Er evigheden indfoldet i kunstværket, eller må skulptøren efterlade sine proteser i atelieret for at træde ind i den næste dimension? Det ses også i, at stemmerne blander sig med hinanden og overtager hinandens replikker:

Like liquid crystal
(...)
I am turned on on on on on I am turned on on on on on I am turned on on on on

Inkompatibilitetens horisont
I den verden, La Nana Nano bevæger sig i, blander historisk, mytologisk, teknologisk og fænomenologisk tid sig med hinanden. Hun er den opdaterede version af en vigtig kunsthistorisk kvindefigur La Nana, skabt af en anden fremtrædende kvindefigur, Niki de Saint Phalle, som i sit værk hylder den gravide kvindekrop, men i sit liv valgte kunstnertilværelsen til og rollen som mor og hustru fra.13 Fibigers værk indeholder en feministisk kritik også på dette plan og rejser spørgsmålet: hvad vil det sige at være kvinde, mor og kunstner i dag? På trods af mange års feministisk kamp mod forestillinger om det moderlige og motivet med den kvindelige kunstner, der enten må ofre kunsten, børnene eller sit eget liv i kampen om at få det hele til at sameksistere, er denne inkompatibilitet stadig et vigtigt politisk og eksistentielt tema.14 Er det netop her, at inkompatibilitetens horisont er nået? Fordi et kvantespring fra én dimension eller

tidslighed til en anden ikke er mulig, når der er tale om hhv. børn, der skal drages omsorg for, og en kunstproduktion eller -karriere, der skal næres – også med refleksioner fra et liv spændt ud mellem disse modaliteter? I 1960erne positionerede de Saint Phalle sig eksplicit i opposition til en mandsdomineret kultur: “In 1960 I was a very angry young woman. Angry at men and their power. I felt that they had robbed me of my own free space in which I could develop myself. I wanted to conquer their world, to earn my own money. Angry with my parents who I felt had raised me for the marriage market. I wanted to show them that I was somebody, that I existed and that my voice and my scream of protest as a woman was important. I was ready to kill.”15

Hos moderen i Fibigers udstilling er der en erindring om en tilstand af fylde, følelser og næring. Et tidspunkt eller et sted rigt på potentialer og åbenhed, som siden er blevet lukket ned gennem identifikationen med det navn, der er hendes. Et det navnet ‘mor,’ der har indebåret denne lukning? Knyttet til ansigtet, som er alt for synligt, kan man læse det som et opgør med det ydre blik, der definerer hende. Måske giver hun udtryk for en sorg over den vold, som (selv)identifikationen kan være, hvor hvert forsøg på at vriste sig fri af en begrænsende definition resulterer i, at man finder sig fanget i en anden.

“The Mother: who remembers richness / sensation and aura / - memory / and nourishment / feelings // my face / is so visible it is embarrassing / I wish for my eyes to be / like a vortex of an abyss // I seem to be never-ending struggle / between / feelings and structure / a swirling grid formation // I, Hieroglyphic fragment, machine, machina, machina, makhana, m(e)khan(e), mask, maskerade, mascurer, mascara, mas-chera, maxhurer, mas-charar, masque, maskra, mascus, m(a)stja, masco, maská, mesco, mæscre, mascha, maskwa, mezg, mesh, net, nightmare, ghost, ghrimo, grimmaz, griima, grime, grim, witch, wizard, woman, sorcerer,/ - without knowing it, I have transformed myself into the person who bears my name – that what ended up being my name. Language is slowly crystalizing our potentialities, of being / Naming is murder.”

La Nana Nano gør oprør mod at være den dårlige cyborg, som er fanget i stasis. Det kunne være som moder, fordi hun er bundet til barnet og arbejdet i hjemmet. Men også algoritmen for så vidt, at den udfører en operation, den ikke selv kan programmere. Sproget er også en kode, som det kan være nødvendigt at omprogrammere. Og La Nana Nano som den posthumane cyborg har tilsyneladende alle muligheder for at foretage disse omprogrammeringer og alternative figurationer gennem de mange modaliteter og dimensioner, hun har tilgængelige. “Freed from chronological linearity and the logo- centric gravitational force, memory in the posthuman nomadic mode is the active reinvention of a self that is joyfully discontinuous, as opposed to being mournfully consistent.”16

Men selvom der er et emancipatorisk potentiale og en stor frihed i hybriditeten og den logik, at en ny individuation vil følge på den foregående, giver La Nana Nano samtidig udtryk for en splittethed, der efterlader hende tøvende foran sine muligheder. “hun er også i indre kamp med sine mange perspektiver. (...) tøvende og ubeslutsom oscillerer hun et sted mellem at være kvinde, sphinx, buffet, laboratorium, maskine, en algoritmisk talisman.”17 Det kan måske forklares som en usikkerhed over for, hvad det vil indebære at individueres som kvinde, buffet, sphinx etc. En usikkerhed, der også indeholder en appel til den, der vil kalde hende ved navn om at anerkende det flertydige og inkompatible i individet bag. Med reference til Simondon vil det være ensbetydende med at anerkende de præindividuelle potentialer, som sameksisterer med det individuerede, eller med Deleuze at se en ikke-væren i det værende, et anonymt liv, i stedet for dette specifikke liv, hvilket også bringer os hinsides modsætningspar som mand/kvinde; mor/kunstner.18 Udfordringen,sådansomdenogsåpræsenteresviaLaNanaNano,beståriatforvandle det punkt, hvor mulighederne står åbne og transformation finder sted, til bevægelse uden samtidig at reducere ambivalensen. Usikkerheden hænger her måske også sammen med en (bange) anelse om, at en forbliven i det alkymistiske skabelsesøjeblik, som udskyder identificeringen, også kan føre til stasis i form af apati og entropi (opløsningen af forskelle i det radikalt multiple).

Spørgsmålet bliver i stedet, hvordan vi kan bevæge os fra øjeblikket og ind i tidsligheden? Samtidig med at vi insisterer på et fælles sprog og kommunikation, der ikke ligger under for en universel kode.
For samtidig med at La Nana Nano opøver et større repertoire af væren, er det netop en vigtig pointe, at hun også vil og ønsker et fælles sprog og et fællesskab, som hun kan stå i relation til; nogen hun kan tage med på rejsen, hvad enten den tager et nanosekund, ni måneder, seks år eller en evighed.

Og måske er hybriditeten i virkeligheden et forsøg på at henvende sig ad så mange kommunikationskanaler og frekvenser som muligt på én gang for at se, hvor der sendes noget tilbage: hvem eller hvad, der resonerer med. Baseret på en indsigt om, at kommunikationens vigtigste funktion faktisk er kontakt.

WE DON'T KNOW ANYTHING

YOU DON'T KNOW ANYTHING

I DON'T KNOW ANYTHING

ABOUT LOVE BUT
WE ARE NOTHING OHO
YOU ARE NOTHING OHO
I AM NOTHING OHO
WITHOUT LOVE19

1 Biba Fibiger, “The Sculptor,” La Nana Nano_en voyage, C4 Projects, 11. Januar-9. Februar 2019. 2 Biba Fibiger, udstillingstekst, “La Nana Nano_en voyage,” C4 Projects Januar 2019.
3 Benjamin Moser, “The True Glamour of Clarice Lispector,” The New Yorker, 10. Juli 2015, https://www .newyorker.com/books/page-turner/the-true-glamour-of-clarice-lispector.

4 http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Sprog/Semantik_og_pragmatik/performativ
5 Camilla Jalving, Værk som handling: Performativitet, kunst og metode (Museum Tusculanum Press, 2011), 51.
6 “How to do Things with Words,” The William James Lectures delivered at Harvard University, 1955 (Oxford: Clarendon Press, 1962).
7 Ibid., 8-9.
8 Benjamin Moser, “The True Glamour of Clarice Lispector,” The New Yorker 10. Juli 2015,
https://www .newyorker.com/books/page-turner/the-true-glamour-of-clarice-lispector.

9 Gilbert Simondon, “The Genesis of the Individual”, i Jonathan Crary og Sanford Kwinter (red.), Incorporations (Zone Books, 1992), 300.
10 Simondons individuationsfilosofi og dens relevans for samtidskunsten vil blive yderligere udfoldet og diskuteret i afhandlingen, Between migratory memories and archival control – negotiations of individuation and transindividuation in contemporary arts practices, indleveres maj 2019.

11 “No objects, spaces, or bodies are sacred in themselves; any component can be interfaced with any other if the proper standard, the proper code, can be constructed for processing signals in a common language.” Donna Haraway, A Cyborg Manifesto. Science, Technology, and Socialist-Feminism in the Late Twentieth Century, University of Minnesota Press, 2016, s. 32.
12 Donna Haraway, A Cyborg Manifesto. Science, Technology, and Socialist-Feminism in the Late Twentieth Century, University of Minnesota Press, 2016, s. 57.

13 Jf. Charlotte Jansen, “The Art of Niki de Saint Phalle: A Rebel Through and Through,” The Huffington Post, 7. Nov. 2016, https://www .huffingtonpost.com/mutualart/the-art-of-niki-de- saint_b_10934168.html?ec_carp=647666852853593197&guccounter=1 ; Roger Cohen, “At home with: Niki de Saint Phalle; An Artist, Her Monsters, Her Two Worlds,” The New York Times, 7. Okt. 1993,

https://www .nytimes.com/1993/10/07/garden/at-home-with-niki-de-saint-phalle-an-artist-her-monsters-her-two- worlds.html
14 Jf. b.l.a. Kathi Weeks, “Down with Love: Feminist Critique and the New Ideologies of Work,” Verso Books blog, 13. Feb. 2018.

15 Niki de Saint Phalle citeret i Charlotte Jansen, “The Art of Niki de Saint Phalle: A Rebel Through and Through,” The Huffington Post, 7. Nov. 2016, https://www.huffingtonpost.com/mutualart/the-art-of-niki-de- saint_b_10934168.html?ec_carp=647666852853593197&guccounter=1
16 Rosi Braidotti, The Posthuman (Polity Press, 2013), 167.

17 Biba Fibiger “La Nana Nano_en voyage”, C4 Projects, januar 2019.
18 Gilles Deleuze,”Immanence – A Life...,” Theory, Culture & Society, vol. 14 (2) (1997): 3-7 ; Adrian Parr, “What is becoming of Deleuze?”, L.A. Review of Books, 8. Nov. 2015, https://lareviewofbooks.org/article/what-is-becoming-of-deleuze/#!

19 Judith Hopf, ”Contrat entre les hommes et l’ordinateur”, e-flux journal #17, Juni 2010.